Det nødvendige maleri
Om Annette Struves kunstneriske univers
Af kunstskribent Tom Jørgensen
Udover at Annette Struve har den seriøsitet og kvalitet, der skal til for at blive en rigtig god kunstner, har hun desuden nogle andre helt afgørende egenskaber. Hun har mod. Annette Struve kunne uden tvivl som det letteste i verden skabe overordentligt nydelige og harmløse billeder i den cobrastil, der er så populær i Danmark. Men Annete Struve vil imidlertid mere end det. Man skal ikke kigge ret længe på hendes malerier for at se, at de handler om menneskelige følelser. Og ikke bare sådan lidt uforpligtende kærlighed og kildevand, men om følelser, der gør ondt: sorgen, smerten og angsten suppleret af en trods, der med en egen indre stædighed og sort humor giver fornyet livsmod.
På mange af Annette Struves billeder genkender man menneskelignende skikkelser, to eller tre, voksne og børn. Disse skikkelser er fanget i situationer, der handler om kommunikation eller mangel på samme. En stor person - en far? - vender ryggen til et barn, der forgæves prøver at komme i dialog med ham. To voksne er nærmest svejset sammen med en tyk vandret navlestreng: et billede på ubrydelig kærlighed eller på et forhold, hvor begge parter er ved at kvæle hinanden? I andre malerier ser vi personer i situationer, man kan tolke som afmagt, vrede, fortvivlelse, men heldigvis også mange eksempler på forløsende humor og menneskelig varme.
Det ændrer ikke på dette forhold, at de menneskelignende skikkelser nogle gange af afløst af fabelvæsener, af fugle, hunde og dyr, udelukkende skabt af fantasien. Det er stadigvæk det menneskelige følelsesregister, Annette Struves malerier handler om. Det fantastiske er, at disse fabelvæsner ikke bare er skildret som de uskyldige og lidt naive eksistenser, man ofte ser i cobra-inspireret kunst. Nej, som de står midt i Annette Struves billedunivers udstråler de både troskyldighed, trods og indre smerte.
Det er denne følelsesmæssige dybde, der gør Annette Struve til en utroligt spændende kunstner. At nogle af hendes malerier er abstrakte ændrer ikke på dette billede, for man finder her, udtrykt i rene farver og former, den samme kredsen om menneskelige følelser som i de mere figurative værker: melankolske blå toner sættes overfor kærlighedens røde farve, umættede farver signalerende sjælelige frostknuder kontrasteres de mættede farvers rene emotionelle udtryk.
Alt sammen noget, og det er det spændende ved Annette Struve, der skabes spontant ved penslens møde med lærredet. Hun er heldigvis ikke en kunstner, der belaster sig selv med alt for megen teoretisk læsning eller orientering mod fikse tendenser i samtidskunsten. Annette Struve kigger dybt ind i sig selv og sin sjæls afkroge og så maler hun bare. Det er ikke nemt og man kan næsten føle hendes kamp med lærredet, men man mærker, at det et livsnødvendigt for hende at male. Og bedre udgangspunkt kan man saftsusemig ikke få som billedkunstner.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie